Forventningens sande ansigt

October 16, 2016

Inden jeg påbegyndte min rejse for 4 år siden, havde jeg en masse forventninger og forestillinger om, hvordan livet skulle være. Jeg troede, at jeg skulle finde manden i mit liv, blive gift og få børn, have en god uddannelse og karriere, så jeg kunne få en god stabil indtægt, have en stor omgangskreds, hus, bil og alle de materielle goder, som man har ”brug” for i livet – alt sammen inden jeg blev 30! Men sådan skulle mit liv ikke være og det er jeg faktisk glad for.

 

Gav afkald på mig selv
Jeg havde blandt andet valgt at tage en lang uddannelse i spansk og marketing på Handelshøjskolen i København. Allerede et halvt år inde i min uddannelse kunne jeg mærke, at mit studie kedede mig, og undervejs i min uddannelse mærkede jeg, hvordan jeg kom længere og længere væk fra mig selv - alligevel fortsatte jeg stædigt og fuldførte. Jeg forstod ikke selv, hvad jeg gjorde ved mig selv, men troede, at det var helt normalt - det virkede jo for andre. Jeg husker, at jeg følte mig meget nedtrykt, ensom og forkert i mange år. Jeg kan huske, hvordan jeg hver dag sad længe og kiggede ud af vinduet og observerede livet udenfor, når jeg i virkeligheden burde læse.

 

Stress, kulturchok og arbejdsløshed
For at komme væk fra det hele tog jeg på udveksling i Madrid et halv år med forventningen om, at det ville blive en fantastisk oplevelse. Jeg kendte sproget og kulturen fra både studiet og mange tidligere ophold i landet. Men man kan ikke flygte fra sine problemer, de følger med og det hele blev kun værre i Madrid. Alt hvad der kunne gå galt, gik næsten galt, lige fra jeg landede i lufthavnen. Det, som jeg troede, ville blive en oplevelse for livet, blev noget der bare skulle overleves, og jeg følte mig flov over, at jeg ikke formåede at gøre det til en god oplevelse. Det var først, da jeg kom hjem og læste en artikel om kulturchok, at jeg indså, at jeg havde oplevet et hav af symptomer på kulturchok, som i virkeligheden er en stress-tilstand, forårsaget af bl.a. høje forventninger, de mange bekymringer, modgangen og ændringerne i miljøet og ens identitet. Jeg var menneskelig. Det var en øjenåbner for mig. Jeg ønskede at hjælpe andre i samme situation, så jeg endte med at skrive speciale om kulturchok – noget af det eneste som gav mening for mig i mit studie - og startede efter mit studie også min første lille virksomhed op, hvor jeg underviste i kulturchok på forskellige universiteter i Danmark. Nogle gange mindre grupper/hold og andre gange flere hundrede mennesker. Desværre kunne jeg igen mærke, at jeg var på den forkerte hylde. Det var som regel kun de studerende, som allerede havde været afsted og oplevet kulturchokket og derfor nu pludselig forstod deres egne oplevelser, der var interesserede og modtagelige for det, som jeg havde at fortælle og undervise i. Jeg følte derfor ikke, at jeg kunne gøre nogen forskel og jeg mistede hurtigt gejsten. Det hjalp ikke, at jeg oveni var arbejdsløs i 1,5 år efter endt studie. Krisen var både hård og lærerig. Selvom jeg søgte utallige jobs og fulgte alle forslag og krav gjorde det det ikke bedre, at jeg havde mistet gejsten og ikke kunne mærke mig selv i nogle af alle de stillingsopslag, som jeg fandt rundt omkring. Og oveni det følte jeg mig afvist igen og igen, uanset hvor gode mine kvalifikationer og min baggrund var. Ingen ville have mig. Og et eller andet sted forstod jeg det godt, for jeg havde selv svært ved at mærke mig selv i noget af det. Selvværdet dykkede. Det var en ond cirkel og jeg kunne ikke selv se vejen ud. Jeg havde kæmpet i mange år for at finde den. Jeg havde forvildet mig langt langt ned af en vej, som jeg stolt insisterede på var den eneste rigtige, men som kun førte mig længere og længere væk fra min egen vej. Til sidst fandt jeg endda et midlertidigt job, som gav mig den økonomiske tryghed, som jeg havde søgt, mod at jeg gav endnu mere afkald på mig selv. Et job fyldt med regler og begrænsninger, rutinemæssige opgaver, lange perioder med 60-timers arbejdsuger med symptomer på stress, stressede kollegaer og uden udsigter til at udvikle sig.

 

Overgivelsen – Stol på dit hjerte!
Heldigvis vågnede jeg op for 4 år siden og begyndte at fjerne alle de mange lag, som jeg havde pakket mig selv ind i. Lag af tryghed og forestillinger. Jeg overgav mig til livet og satsede alt. Og da jeg havde fjernet det sidste lag, den sidste tryghed og stod foran endnu en periode med arbejdsløshed, dukkede svaret den allersidste dag i min ansættelse næsten mirakuløst op.

 

De sidste 4 år har været fantastiske og jeg er både lykkelig og glad for nu at være på den helt rigtige vej for mig! I dag er jeg så taknemmelig for alt det, som jeg lærte i 20’erne. Jeg lærte utroligt meget om stress og hvad vores egne forventninger og antagelser kan gøre ved os som mennesker. Jeg var nødt til at miste kontrakten med mig selv og føle mig fortabt, før jeg igen kunne finde mig selv. Og et eller andet sted er jeg taknemmelig for, at jeg fik denne læring fremfor den familie, karriere og de materialle goder, som jeg havde ønsket mig, for var jeg fortsat den vej, havde jeg bygget mit liv på en løgn og aldrig været helt mig selv i det. Aldrig været den bedste udgave af mig selv. Og det havde været uærligt overfor dem omkring mig og overfor mig selv.

 

Jeg har lært at slippe kontrollen med, hvilken vej jeg skal og i stedet mærke efter og oplever nu livet som et eventyr med en masse spændende oplevelser, mennesker og læring, der dukker op, når det er meningen. Men ikke desto mindre er jeg ligesom alle andre stadig fuld af forestillinger og antagelser. Jeg prøver at slippe dem, men jeg ser stadig verden igennem de briller, som jeg har fået slebet til frem til nu af de oplevelser, som jeg har haft indtil nu. Jeg kender derfor ikke den fulde sandhed på noget, men kun de sider af sandheden, som jeg nu en gang kan se igennem mine briller. Der findes ingen facitliste i livet og intet ”rigtig” og ”forkert”. Kun det som føles rigtigt for dig. Det, som er rigtigt for mig, kan være forkert for dig og omvendt. Det lærer man især, når man bor i en fremmed kultur og oplever, at vores måde at leve på ikke er den eneste rigtige eller universelle og at der endda er så mange andre gode muligheder derude. Det er farligt at antage, at man har fundet den eneste endegyldige sandhed på noget, for så låser man sig fast i holdninger, som kan være svære at komme ud af igen. Men det er aldrig for sent at vælge sig selv til og ændre vej. Man bliver ofte nødt til at vove sig ned af nogle ”forkerte” veje, før man finder den ”rigtige” vej.

 

I vores samfund lærer vi at leve en stor del af vores tid i hovedet og lader fornuften styre os. Men gør dig selv en tjeneste og forsøg, om du kan give slip på fornuften og forestillingen om, hvordan noget skal være. Stol i stedet på dit hjerte!

 

 

 

Please reload

Læs også

Forventningens sande ansigt

October 16, 2016

1/4
Please reload

Seneste blogindlæg

October 12, 2016

October 7, 2016

June 24, 2016

March 29, 2016

March 24, 2016

January 22, 2016

December 27, 2015

Please reload

Følg Life&Yoga
  • Facebook App Icon
  • Pinterest Social Icon
  • Instagram App Icon
  • YouTube Classic

Life&Yoga v/Isabelle Jørgensen

Zenliv Sundhedscenter

Bagsværdvej 72B, 2800 Kongens Lyngby 

E-mail: isabelle@lifeyoga.dk

CVR: 36666129

Læs Life&Yogas persondatapolitik HER.

  • w-facebook
  • Instagram Clean
  • YouTube Clean

​© Life&Yoga v/Isabelle Jørgensen